Min eksotiske fortid
|
|
For længe siden i Sydamerika:
Der var engang for mange tusind år siden, på grænsen mellem det, der idag er Peru og Bolivia, i det land, der skulle blive inkaernes. Her voksede ved den smukke Titicaca-sø en bitter plante. Giftig var den, og smuk var den. Giftig for ikke at blive ædt – smuk for at få bestøvet sine blomster og spredt sine frø. Snild var den – for skjult under jorden levede den et hemmeligt liv: i små, bitre, knortede knolde samlede den solens livskraft og gemte den.
Knoldene var med lange, tynde navlestrenge forbundne til moderplanten, og alle var de fyldt med den samme viden som moderen: de vidste præcis, hvordan man skal være en vild kartoffel. Om foråret spirede de, blomstede og satte bær og frø og lod dem sprede vidt omkring med fuglene.
Og gennem tusinder af år kom der ny, vilde kartoffelplanter, og moder jord sørgede for, at nogle fik hvide blomster og andre rosa, lilla og blå; nogle fik store, smækre og lækre knolde og nogle små, bumsede og bitre.
Og stadig havde planten sit hemmelige liv under jorden.
Mennesker kom til.
Måske var der et år ikke så mange vilde frugter, og mennesket rodede i jorden for at finde rødder, der kunne spises. De fandt nogle knolde. Nogle af dem smagte skrækkeligt; nogle af dem smagte bedre. Nogle var store, andre var små. Mennesket tog de gode og store knolde med sig hjem til gryderne. Måske tabte de nogle undervejs, måske smed de nogle af de mindste væk. I hvert fald blev der flere af de gode knolde omkring menneskets bopladser. Og langsomt – gennem menneskets udvalg, og dermed et ubevidst forædlingsarbejde – opstod der tamme kartofler med store knolde og mild smag. Og man blev ved med at spise kartofler, også i de år, hvor der var frugter nok over jorden. Menneskene glædede sig over kartoflens mangfoldighed og frådsede i hvide, gule, blå og røde kartofler. De glædede sig over dens hårdførhed og de fandt dens hemmelighed: at en knold kunne blive til mange knolde, og lige af den slags, man ville have.
Menneskene forstod at vise naturen respekt, og de viste kartoflen respekt på mange måder: de malede, vævede og broderede mønstre, hvor kartoflens blade, blomster og knolde fremkom på smukkeste vis. De formede krukker og piber efter de særeste eller mærkeligste kartoffelknolde, der ofte havde lighed med velnærede mennesker. Og de indledte hvert års kartoffelavl med sindrige ritualer.
|
|
|
|
Der kom en dag en anden slags mennesker.
De var ude for at opdage verden, og deres sanser var årvågne. Måske forstod de ikke alt – men de registrerede alt.
Et af de ny mennesker, en spansk præst, så dette i året 1547:
|
"En dag ved middagstid kom lyden af trommer. På torvet blev smukt vævede tæpper spredt ud, og høvdingene satte sig i deres fineste dragter og med håret adskilt i 4 fletninger, som er deres skik. Så fulgte en procession af indianere, en skare kvinder, og 6 mænd med hver sin fodplov over skulderen. På hovederne havde de de skønneste diademer og fjerprydelser. De blev fulgt af 6 andre mænd, der på ryggen bar store sække med kartofler, mens de spillede på trommer. Bønderne stødte nu fodplovene i jorden, og de hængte kartoffelsækkene på dem, mens de fortsat spillede på trommerne, og begyndte en mærkelig dans på stedet. De løftede kartoffelsækkene med de omhyggeligt udvalgte læggeknolde op mod himlen. Herefter blev bragt ind en helt ensfarvet lama, som de ofrede ved at skære indvoldene ud og straks overgive dem til sandsigerne. Jeg så, hvordan de så hurtigt som muligt opsamlede blodet fra lamaen med deres bare hænder, og stænkede det over kartoflerne. Men i det samme begyndte en indianer , som jeg havde døbt et par dage før, at råbe op og kalde dem for hunde og andre grimme ting. Ceremonien opløstes, og alle listede skamfulde væk uden at have hørt om forudsigelsen af årets begivenheder og udkommet af høsten." |
Spanierne beskrev kartoflerne som "melede rødder med en god smag, en gave for de indfødte og en behagelig ret selv for spaniere."
I dag i Peru:
Selv den dag i dag afholdes der i Peru ofte frugtbarhedsceremonier, der skal sikre en god kartoffelhøst. Der hældes majsøl, Chicha, ud på jorden, og der lægges coca-blade ned i marken. Måske opsættes der også et stort kors, der skal velsigne marken.
Og hvis vi herhjemme synes, at det er besværligt at dyrke kartofler, så hør hvordan det foregår i en højde af 1600 – 3800 meter over havet:
|
|
|
|
Når landsbyrådet har fordelt marker til de enkelte familier, vender man jorden og lader den hvile en måneds tid. På den måde samler den varme, og ukrudtets rødder tørrer ud. Så hakkes den igennem igen, og nu kan kartoflerne lægges. Hvis marken er meget stejl, laver man blot små huller med hakken og lægger kartoflerne 1 ad gangen, hvorefter hullet trædes til med foden. Er marken mere flad, kan man lade okserne pløje en fure, lægge kartoflerne i furen, og lade okserne dække den til med jord ved næste vending.
Den måde at sætte kartofler på kalder man, at man lægger dem i en "lazy bed" – en doven seng, forstået på den måde, at der ikke er brugt en masse arbejde på at gøre jorden klar til kartoflerne.
Man er klar over, at man ikke må dyrke kartofler i den samme mark hele tiden. Derfor indgår de i en vekseldrift med korn, rodfrugter og brak. Dette system kalder man "laimi", og det foregår således:
|
1. år lægges kartofler i marken 2. år dyrker man andre rodfrugter som oca og ullucu 3. år sår man byg
|
|
Nu ligger jorden brak i 6 år, hvor der blot vokser ukrudt og vilde planter.
Og så starter man forfra igen.
Indianerne kan sagtens have mange sorter i samme mark, men de kender dem alle.
Langtidsholdbare kartofler
Allerede for flere tusind år siden fandt man ud af at fremstille langtidsholdbare kartofler.
Man fremstiller chuno, en slags frysetørret kartoffel, der er hvid og har konsistens nærmest som skumfiduser.
Det foregår på den måde, at man lægger kartoflerne ud på jorden i frostnætter. Om dagen beskytter man dem mod solens stråler med strå. Man bruger især de bitre kartofler, da de alligevel ikke kan spises efter kogning på almindelig vis. Frosten sprænger cellerne i kartoflerne, og nu kan kvinder og børn stampe vandet ud af dem. En del af skallen går også af. For at få alle bitterstofferne ud bliver de nu skyllet i bjergbækkene, og til sidst bliver de tørret. De kan holde sig i flere år. Man koger dem, og de smager af absolut ingenting!